Et spørgsmål, der såede et frø og hjalp mig med at se sandheden.
"Jeg tror ikke, jeg nogensinde ville have åbnet op om volden i hjemmet, hvis det ikke havde været for fødselshjælperen, som tydeligvis så nogle spor og spurgte. Jeg benægtede alt dengang, sagde, at alt var fint, at jeg var tryg derhjemme, og at han var den sødeste mand. Men spørgsmålet blev hos mig og såede frøet."
Jeg havde længe følt, at mit mentale og fysiske helbred blev forværret. Hans opførsel var meget uforudsigelig, og jeg var altid på kanten af situationen og forsøgte at handle i overensstemmelse med hans forventninger og mulige reaktioner. Jeg vidste, at jeg havde brug for at tale med nogen, men skammen var så stor.
Jeg havde fulgt historierne om kvinder i MeToo-bevægelsen og beundret deres mod. Det tog to år, før jeg fandt modet til at booke en jobsamtale på Kvindekrisecentret.
Jeg, der altid havde haft god selvtillid, var nu plaget af angst og en masse selvtillid. Var jeg måske lige så vanskelig, dramatisk, umulig, som han regelmæssigt nævnte? Tanken om skilsmisse var svær. Vi havde købt et hus, vi havde et lille barn, og måske kunne han forandre sig.
Men jeg følte, at jeg ikke kunne klare det mere, og jeg kunne ikke udsætte mit barn for denne situation. Det reddede mig fra at få rådgivning og støtte til at tage skridtet.
"Ingen fortjener at leve med vold, og skammen var bestemt ikke min. Det ved jeg nu."
Selvom historien viser, hvor svært det kan være at erkende vold og tage de første skridt ud af den, minder den os om, hvor vigtigt det er for kvinder at blive lyttet, få råd og støtte på det rette tidspunkt. Støtte til Kvindekrisecentrets arbejde gør det muligt at give kvinder og børn tryghed og hjælp, når de har mest brug for det.
