Jeg troede, jeg burde vide bedre, men vold kan ramme alle.
"Gennem mit arbejde i sundhedsvæsenet havde jeg ofte hjulpet ofre for vold i hjemmet. Jeg har ydet dem støtte og opfordret mange af dem til at søge hjælp på Kvindekrisecentret. Jeg havde aldrig forventet at havne i denne situation. Jeg var midaldrende og havde været skilt i flere år, da jeg mødte en mand. Han var sød og venlig, støttende og bragte mig gaver til de mindste lejligheder. Han pressede mig hårdt til forskellige forpligtelser. Vi begyndte snart at bo sammen og blev gift inden for et år."
Der var visse advarselstegn, der burde have fået nogle klokker til at ringe i mine ører. Men han virkede til at vide præcis, hvordan han skulle nedbryde mig. Han sagde regelmæssigt noget nedværdigende, kritiserede min intelligens, min påklædning eller mit udseende, men så roste han mig og talte om vigtigheden af at holde sammen. Det var meget forvirrende, og han sørgede kun for at vise sin bedste side, når vi var sammen med andre mennesker.
Den økonomiske mishandling startede kort efter, vi blev gift. Han købte mig rejser til udlandet og dyre gaver, men så skulle jeg betale for fornødenheder. Da jeg prøvede at tale om det, blev han vred og kaldte mig utaknemmelig. Hans opførsel var blevet meget truende. Han kastede med ting og låste mig inde på badeværelset, når jeg protesterede. Hvis jeg blev vred, kaldte han mig skør, at jeg tydeligvis havde brug for hjælp, helst på en psykiatrisk afdeling. Jeg begyndte at tro på ham og sætte spørgsmålstegn ved min egen fornuft.
Han havde også været gift og havde beskrevet sin eks som meget vanskelig, hun måtte have været fuldstændig vanvittig. Jeg begyndte at se konteksten bedre og indse, at jeg var i et voldeligt forhold, men jeg var i en vis fornægtelse, og jeg var desværre fordomsfuld. Jeg var ikke typen, der lod mig behandle sådan. Universitetsuddannet i et prestigefyldt job, hvor jeg skulle vide bedre. Af den grund fandt jeg det utænkeligt, at folkene omkring mig vidste, hvad der var sket.
Så jeg begyndte at isolere mig selv. Efter hans mening var mine venner alle idioter, der havde en dårlig indflydelse på mig. Jeg stolede heller ikke på mig selv til at søge professionel hjælp. Men en aften samlede jeg mod og ringede til Kvindekrisecentret. Så åbnede en sluse sig, og jeg indså, hvor godt og vigtigt det var at fortælle det til folk og få bekræftelse og støtte.
Jeg blev inviteret til et interview, hvilket jeg takkede ja til. Jeg blev opfordret til at åbne op om volden over for mine nærmeste. Det viste sig at være et lykketræf, og det faktum, at flere og flere vidste det, gjorde det også lettere for mig at afslutte forholdet. Jeg flyttede ind hos min søster og søgte om skilsmisse.
Han prøvede alt for at forhindre eller forsinke skilsmissen og nægtede at underskrive papirerne. Han sendte mig konstant beskeder, enten ros og kærlighedserklæringer eller trusler og bandeord. Til sidst underskrev han, men med krav om, at han skulle komme meget bedre ud af skilsmissen økonomisk.
Jeg har nogle gange fortrudt, at jeg ikke tog mig mere tid til at søge råd. Men dengang, og stadig i dag, troede jeg, at mit helbred og min lykke var mere værd end verdslige ting.
Jeg kom ud af dette på grund af den hjælp, jeg fik fra Kvindekrisecentret, og fordi min familie og venner stod fast bag mig. Jeg opfordrer kvinder til at søge hjælp. Opsøg Kvindekrisecentret. Vold i nære relationer findes i alle samfundslag, og det er så vigtigt at minde os selv om, at skammen ikke tilhører dem, der udsættes for volden.”
Selvom historien er smertefuld, minder den os om, at vold i nære forhold kan ramme kvinder fra alle samfundslag. Trygheden, rådgivningen og støtten fra Kvindekrisecentret kan gøre en forskel, når kvinder tager de første skridt ud af et voldeligt forhold. Støtte til Kvindekrisecentrets arbejde gør det muligt at give kvinder og børn tryghed og hjælp, når de har mest brug for det.
